Væbnet Glæde: Kapitel II

af Alfredo M. Bonanno

II

Jeg kalder en kat for en kat.

-Boileau.

Alle er er vi optagede af det revolutionære problem om hvordan og hvad der bør produceres, men hvad ingen påpeger er at producering er et revolutionært problem.

Hvis produktionen er ved roden af kapitalistisk udnyttelse, vil det at ændre produktionen blot være at ændre udnyttelsesmetoden.

En kat, selv hvis du maler den rød, er stadig en kat.

Producenten er hellig. Helgengør hans offer i produktionens navn og les jeux sont faits.

,,Men hvad vil vi spise?” vil bekymrede folk spørge. ,,Brød og snor,” svarer realisten, med det ene øje rettet mod gryden og det andet på sin pistol. ,,Ideer”, mumler idealisten, med det ene øje i drømmenes bog og det andet hvilende på menneskeracen.

Enhver der rører ved produktitiveten er færdige.

Kapitalismen og dem der bekæmper den, vil sidde skulder ved skulder på producentens lig, men produktionen må og skal fortsætte.

Kritikken af politisk økonomi er en rationalisering af produktionsmetoden, med det mindste besvær (for dem der nyder godt af det hele). Alle andre, dem der oplever udnyttelsen på deres egne kroppe, må sørge for at der intet mangler. Hvordan skulle vi ellers leve?

Når han træder ud i lyset ser mørkets søn intet. Præcis som da han famlede rundt i mørket. Glæde blænder ham. Den dræber ham. Så han kalder den en hallucination og fordømmer den.

De fede burguoisere basker sig i opulent lediggang. Så nydelse er en synd. Det ville være at dele oplevelser med burguoisiet, og derfor at svigte det producerende proletariat.

Men sådan hænger det ikke sammen. Burguoiseren vil gå langt for at holde udnyttelsesprocessen kørende. Han er også stresset og finder ingen tid til glæde. Hans krydstogter handler om at gøre nye investeringer. Hans elskere er femte-kolonne enheder.

Produktivitetsguden dræber også sine tro tjenere. Riv hovederne af dem og en flod af skrald strømmer ud.

Den sultne stakkel føler hævntørst når han ser de rige og deres entourage. Fjenden må ødelægges for en hver pris, men red byttet. Rigdom må ikke ødelægges, men bruges. Det er ligegyldigt hvad det er, hvilken form det tager sig eller til hvilken nytte det er; Hvad det gælder om er at snuppe det fra hvem end der er i besiddelse af det på det givne tidspunkt, så alle kan få adgang til det.

Alle?

Alle, selvfølgelig!

Og hvordan ville dette ske?

Med revolutionær vold.

Godt svaret, men, hvad vil vi gøre når vi har halshugget så mange at vi er trætte af det? Hvad vil vi gøre når der ikke er flere jord- og fabriksejere tilbage, selv hvis vi er ude og lede med lygter?

Så vil revolutionen herske. Alle vil nyde efter behov og yde efter evne

Lige et øjeblik, kammerat. Det her lugter af bogholderi. Vi taler om forbrug og produktion. Alting er stadig indenfor produktionens rammer. Det er aritmetikken der giver dig en tryghedsfornemmelse. To og to giver fire. Hvem vil argumentere i mod denne ”sandhed”? Tal dominerer verden. Hvis de altid har gjort det, hvorfor skulle de så ikke fortsætte med det?

Vi behøver alle noget solidt og vedvarende. Sten til at bygge en mur der kan tilbageholde de impulser der er begyndt at kvæle os. Vi har brug for objektivitet. Chefen sværger ved sin tegnebog, bonden ved sin spade, den revolutionære ved sin pistol. Lad et glimt af kritik skinne igennem, og du vil se korthuset falde sammen. Det er med sin tunge objektivitet at hverdagens verden former og reproducerer os; vi er alle børn af den daglige banalitet. Selv når vi taler om ‘alvorlige’ ting som revolution, er vores øjne stadig limet til kalenderen. Chefen frygter revolutionen fordi den vil fratage ham sin rigdom, bonden vil lave den for at få et stykke land og den revolutionære for at teste sin teori.

Hvis problematikken ses på disse betingelser er der reelt ingen forskel på tegnebog, jord og revolutionær teori. Alle af disse ting er ret imaginære og intet end spejlbilleder af menneskelig illusion.

Kun kampen er virkelig.

Den skiller chef fra bonde og etablerer et bond imellem sidstnævnte og den revolutionære.

De organisationsformer som produktionen iklædes er ideologiske værktøjer for at skjule illusorisk individuel identitet. Denne identitet projekteres så ind i det nye økonomiske værdi-koncept. En kode etablerer dets fortolkning. Cheferne kontrollerer dele af denne kode, som kan ses i forbrugssamfundet.

Den psykologiske krigsførelses og den totale repressions teknologier bidrager også deres til ideen om at man er menneske på den betingelse at man producerer.

Andre dele af koden kan modificeres. De kan ikke undergå revolutionær forandring, men bliver blot justeret fra tid til anden. Tag f.eks. masseforbruget som har taget over for det gamle luksusforbrug. Og så er der de mere raffinerede, som den selv-styrede kontrol over produktionen. Endnu et element i udnyttelsens kode.

Og så videre. Enhver der beslutter sig for at organisere mit liv for mig, kan aldrig være min kammerat. Hvis de prøver at retfærdiggøre dette med, at nogen jo skal producere, ellers vil vi miste vores identitet som mennesker og blive overmandet af den vilde natur, vil vi svare at menneske/natur forholdet er et produkt af det oplyste marxistiske bourgouseri. Hvorfor i alverden ønskede de at forvandle en spade til en plov? Hvorfor må og skal mennesket stræbe efter at adskille sig fra naturen?

oversat af Bob Ild.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under anarki, anarkisme, anarkistisk teori

Massimo Passamani: Kroppen og Oprør

Hele den vestlige civilisations historie kan læses som et systematisk forsøg på at ekskludere og isolere kroppen. Fra Plato og frem efter er den, alt efter tiden, blevet set som noget at kontrollere, en impuls at undertrykke, arbejdskraft at arrangere eller noget ubevidst at psykoanalysere.

Den platoniske adskillelse af kroppen fra sindet, en adskillelse udført til fuldstændige fordel for førnævnte (”kroppen er sjælens gravkammer”) akkompanierer selv de mest tilsyneladende radikale udtryk for tankegang.

Denne tese bekræftiges i talløse filosofi-tekster, næsten alle sammen, pånær dem der er fremmede for den fortyndede og usunde atmosfære i universiterne. En læsning af Nietzsche og forfattere som Hannah Arendt har fundet sin passende skolastiske systematisering (fænomenologisk psykologi, ideen om forskel og en måde at at saette i bås). Alligevel, eller rettere, på grund af dette, virker det for mig ikke som om dette problem, implikationerne som der er mange af, og som er fascinerende, er blevet gransket i dybden.

En market frigørelse  af individet medfører en lige så markant forandring af vores måde at opfatte kroppen, dens udtryk og dens relationer.

Grundet en kamptrænet kristen arv, ledes vi til at tro at domination kontroller og ekspropierer én del af det menneskelige væsen, uden at det på nogen måde skader hendes indre væsen (og der er meget der kunne siges om adskillelsen mellem et formodet indre væsen og eksterne forhold). Selvfølgelig, kapitalistiske relationer og statslige påbud, forfalsker og forurener livet, men vi tror at vores opfattelse af os selv og verden forbliver uforandrede. Så selv når vi forestiller os et radikalt brud med det eksisterende, tror vi at det er vores kroppe, som vi nuværende tænker på dem, der vil handle ud fra dette.

Jeg tror istedet at vores kroppe har lidt, og fortsætter med at lide, en forfærdelig vansiring.  Og dette er ikke kun pågrund af de åbenlyse aspekter ved kontrol fremmedgørelse bestemt teknologi (at kroppe er blevet reduceret til beholdere for reserve-organer er blevet klart med transplantations-videnskabens triumf der beskrives med en snigende eufemisme som ”medicinsk grænseland”.  Men i mine øjne synes virkeligheden meget værre end farmaceutiske spekulationer og medicinens diktatur, som en seperat og kraftfuld krop afslører). Den mad vi spiser, den luft vi indånder og vores daglige relationer har svækket vores sanser. Arbejdets sanseløshed, tvungen socialisering og snik-snakkens materialitet programmerer både vores kroppe og sind, siden der ikke er nogen mulig adskillelse af de to.

Den docile opfattelse af loven, de fængslende kanaler hvor igennem ønsker, hvilke denne fangenskab formår at forvandle til triste spøgelser af dem selv, indelukkes, svækker organismen ligeså meget som forurening og tvungen medicinering.

,,Moralitet er udpining”, som Nietzche sagde.

At bekræftige ens eget liv, overfloden det kræves at give, indebærer en forandring af sanserne lige så meget som en forandring af ideer og forhold.

Jeg er ofte endt med at opfatte mennesker som smukke, selv fysisk smukke, der kort før havde syntes næsten ubetydelige for mig. Når du projekterer dit liv og du tester dig selv i den mulige revolte med en anden, ser i du i dine legekammerater smukke individer og ikke længere de triste ansigters lys slukket af vane og tvang. Jeg tror at de virkelig bliver smukke (og ikke at jeg bare ser dem sådan) i øjeblikket hvor de udtrykker deres begær og ideer.

Den etiske resoluthed der ligger i én der angriber og opgiver magtstrukturerne, er en opfattelse, et øjeblik hvor man smager éns kammeraters smukhed og elendigheden ved tvang og underkastelse. ,, Jeg gør oprør, derfor er jeg”, er en sætning fra Carmus der aldrig holder op med at fortrylle mig som kun en grund til at leve kan.

Ansigt til ansigt med en verden der præsenterer etik som værende noget der hører ind under autoritet og lov, mener jeg at der ikke er nogen etisk dimension undtagen i oprør, i risiko, i drømmen. Overlevelsen som vi er indespærret i er uretfærdig fordi den brutaliserer og hæsliggører.

Kun en anderledes krop kan realisere et anderledes syn på verden, der åbner op for begær og gensidighed, og kun en indsats imod skønhed og henimod de uvidste kan frigøre os fra vores lænkede kroppe.

1 kommentar

Filed under anarki, anarkisme, anarkistisk teori

Anmeldelse: A Language Older Than Words

A-Language-Older-Than-Words-9781931498555Derrick Jensen: A Language Older Than Words.

Af bob ild.

I Bogen A Language Older Than Words, drager Derrick Jensen (forfatter bla. til A Culture of Make Believe, Endgame del 1 & 2 og Welcome to the Machine (sammen med George Draffan)) paralleller imellem den dysfunktionelle familie og det dysfunktionelle samfund. Det fungerer ekstremt godt, og hvad der kommer ud af det, er en meget personlig rejse, overvejelser og oplevelser med kommunikation imellem mennesker og den naturlige verden  blandet med en knivskarp kritik af den vestlige kultur, kapitalisme og det industrielle samfund, ja, hele vores civilisation. Det hele starter med at han begynder at have kyllinger og ænder til eget forbrug og hans problemer med at dræbe dem, coyote-ulvene der kommer og æder dem. Med dette følger en masse interviews med aktivister, professorer, hans egne tanker, og han trækker på en massiv historisk viden og andre forfattere, som f. eks. R.D.  Laing, Mumford og Frederick W. Turner.

Hvis der er noget dårligt at sige om denne bog, må det være hans hang til at gentage sig selv. Det er noget han desværre gør igennem hele hans forfatterskab, og det giver nogle irritationsmomenter der til tider ødelægger oplevelsen. Dette er dog tilgiveligt, for hvad forfatteren formår er noget som få kan, hvilket er at fremlægge deres ideer klart, og gøre dem til noget nærliggende istedet for fjerne, abstrakte ideer.

Værd at læse.

Skriv en kommentar

Filed under anmeldelser, civilisationskritik

Sultestrejke i Yarls Wood Immigrationsfængsel.

Yarls Wood Immigrationsfængsel.

Yarls Wood Immigrationsfængsel.

Den 15. Juni begyndte de indsatte i Yarls Wood Asylcenter i enighed en sultestrejke over de inhumane forhold. Da sultestrejken fortsatte dagen efter, tirsdag, mødtes fængselsledelsen for at se hvad de kunne gøre, og nægtede besøg og kontakt med pressen.

Den 17. Juni forlod alle fængslede familier deres værelser og startede en sit-in i korridorerne. Dagen før havde det lykkedes dem at forhindre en deportering af en familie, og de var fast besluttede på at forhindre andre forsøg på deportationer.

Omkring Kl. fire om aftermiddagen angreb 30-40 Serco sikkerhedsvagter sit-in demonstrationen. En af kvinderne fra centeret beskrev det således: ,, Jeg har aldrig set så grov vold. De tæskede mændene som dyr. De siger at hvis vi vover at gå tilbage til korridorerne vil de oversprøjte os (med peberspray). Vi har brug for jeres hjælp udefra. Vi har ingen rettigheder herinde.”

Fængslet har nægtet læger at undersøge fangerne, på trods af at nogle af dem skulle være slemt skadet.

for mere information og en liste over fangernes krav, klik på:

http://www.indymedia.org.uk/en/2009/06/432625.html

Skriv en kommentar

Filed under asyl, modstand

Incidents happen…

050409_china_protest_bcol7a.standard[1]

Alene i begyndelsen af 2009  har der i Kina været 58,000 massehændelser (ordet den kinesiske regering smider gadekampe, demonstrationer og ‘ulovlige’ strejker ind under), hvilket menes at ville gøre 2009 til et nyt rekord år for opstande i Kina. Af disse massehændelser kan nævnes de kinesiske minearbejderes strejker og voldelige sammenstød med det kinesiske politi. Kina har den nok dårligste mine-sikkerhed i verden, og selv den kinesiske stats officielle nyhedsorgan har måttet offentliggøre en årsreport omhandlende 400,000 mineulykker indenfor det sidste år.  Under en af sidste års ‘ulykker’ (mere eller mindre en logisk konsekvens af systemet) döde 259 mennesker da en dæmning, der tilbageholdte spildevand fra en illegal mine, bristede og en hel landsby blev oversvømmet. Den kinesiske stat og dens nyhedsorgan fortæller selvfølgelig aldrig hvordan det kan være at antallet er så højt, og hvorfor miner der er blevet dømt farlige, og lukket, bliver genåbnet kort tid efter. De fortæller Selvfølgelig næsten heller aldrig hvorfor disse ‘massehændelser’ sker. Alene ved at kalde dem massehændelser, kan de fjerne et hvert indhold fra dem. Næsten enhver betydning. Hvad?, Åh, det er ingenting, bare 58,000 hændelser.

En anden grund til ”massehændelserne” er kinas høje forurening. Alene luftforurening menes at være skyld i 1,750,000 tidlige dødsfald om året.

Andre grunde til opstandene er korruption og et totalitært styre. Duh.

GD*3180838

Denne artikel er ikke en analyse af begivenhederne, siden alt for lidt information (og meget lidt pålidelig information) findes om emnet. Istedet er der nedenfor fire hændelser der fandt sted indenfor det sidste stykke tid. Det der gör det så forbandet svært at finde pålidelig information at bygge en analyse af begivenhederne på, og i det hele taget at finde beskrivelser af hver opstand, er at meget af informationen kommer for den kinesiske regering, og at mange vestlige medier selvfølgelig har en interesse i ukritisk at viderebringe f.eks. tal der viser at forureningen ikke er så slem end da.

Ikke desto mindre er det vigtigt at viderebringe så mange tilfælde for modstand som muligt, så de ikke glemmes og ignoreres, og så vi er i stand til at forstå at der på trods TV2’s og DR’s selektive ”nyheder” om isbjørneunger, ministerkoners dansetrin og rige svins tragiske dødsfald, er mange tilfælde af revolte og anslag imod systemet.

D. 19/6 2009. Shishou City, Hubei Provinsen.

Sammenstød med politiet udbryder kl 13. om eftermiddagen udenfor Yong Lung Hotellet da politiet forsøger at afhente den afdøde Xu. Omkring to tusind mennesker har stillet sig udenfor hotellet og nægter lade politiet komme ind. På et tidspunkt nåede menneskemassen op på omkring 40,000, og om natten var der stadig 10,000 beboere forsamlet udenfor hotellet. Klokken 2 om natten satte politiet ind endnu engang ind og flere lokale beboere og politimaend blev såret.

Endnu en konfrontation fandt sted Kl. 7 om morgenen. Denne gang var politiet bevæbnet med panserede køretøjer og 6 brandbiler. Tusinder af beboere svarede igen med stenkast.

Xus gennembankede lig blev fundet udenfor Yong Lung Hotellet om morgenen, to dage tidligere. Politiet var hurtige til at kalde det selvmord, men Xus familie troede ikke på dem, og holdt liget tilbage for at få en uafhængig undersøgelse. Dagen efter blev de forsøgt bestukket af hotellet og politiet på betingelsen at de ville sige at det var selvmord.

22/3 -2009.

Tibetanske munke anholdt efter at have angrebet en politistation. Angrebet var en del af en række sammenstød imellem etniske tibetanere og kinesiske myndigheder som menes at være sket som en reaktion på én mands anholdelse og derefter forsvinden, efter at have brudt kinesisk lov ved at tale  for tibetansk uafhængighed. Den kinesiske stat oversvømmede Tibet med politi og militær af frygt for en gentagelse af sidste års anti-kinesiske opstande i marts, hvor Kina fejrer hvad det kalder’befrielsen af Tibet’.

15/6-2009. Nankang.

Flere hundreder snedkere blokerede trafikken og smadrede politibiler i protest mod endnu en ny afgift som de mener vil være en tung økonomisk byrde.

Imens, i Xining, var taxachafførernes strejke på tredjedagen imod en ny lov der ville yderligere kontrollere deres erhverv. Sidste år lukkede taxachaufförernes strejke næsten hele landet ned, inkluderet det sydøstlige Kinas störste metropolis Chongqing.

china-pollution-prob-001

Jan. 2009. Anhui Provinsen.

omkring tusind byggearbejdere, vrede over ubetalte lønninger, blokerede broen over Yangtze-floden og kæmpede mod politiet. Senere på aftenen blev broen ryddet. Ti arbejdere blev såret.

http://libcom.org/news/58000-mass-incidents-china-first-quarter-unrest-grows-largest-ever-recorded-06052009

http://www.alertnet.org/db/blogs/29542/6a5d61ca011ee80b75e5844f569d4e05.htm

http://www.chinaworker.info/en/content/news/770/

http://chinaworker.info/en/content/news/740/

http://www.nytimes.com/2009/03/23/world/asia/23tibet.html

http://uk.reuters.com/article/idUKPEK226188

Skriv en kommentar

Filed under nyheder, opstand

Væbnet Glæde: Kapitel 1

Her er første kapitel af Alfredo Bonannos tekst, Væbnet Glæde, som han skrev i halvfjerserne, og som han senere måtte sidde i fængsel for, efter den italienske regering havde gjort den ulovlig og krævet alle kopier brændt.

hele teksten vil være klar sidst på sommeren.

Væbnet Glæde

af Alfredo M. Bonanno

I.

I Paris, 1848, var revolutionen en ferie uden

begyndelse eller afslutning

– Bakunin.

Hvorfor i alverden skød de Montanelli i benene? Ville det ikke have været bedre at have skudt ham i hovedet? Selvfølgelig ville det det. Men det ville også have vejet tungere. Mere hævngerrigt og dystert. At tæmme et bæst på denne måde kan have en dybere, mere meningsfuld side ved sig som når ud over hævn: at straffe ham for hans ansvar; fascistisk journalist og lakaj for magten som han er. At ramme ham på denne måde sørger for at han halter, tvinger ham til at huske. Og hvad mere er, er det at såre nogen en mere agreabel måde at fordrive tiden end at skyde i hovedet med små bidder af hjerne sprøjtende ud over det hele.

Kammeraten der sætter af i morgentågen for at træde ind i fabrikkens eller kontorets kvælende atmosfære, får kun de samme ansigter at se- formanden, tidsvogteren, øjeblikkets spion, stakhanovitten -med-syv-børn-at-forsørge- føler revolutionens, kampens og det fysiske sammenstøds, selv et dødeligt ets, nødvendighed. Men han ønsker også glæde nu, med det samme. Og han plejer denne glæde i sine fantasier imens han vandrer tilbage i tågen, bruger timer i tog eller sporvogne, kvæles i meningslöse petitesser på kontoret, eller imellem de nyttesløse bolte der er til for at holde sammen på kapitalismens nyttesløse mekanismer.

kompenseret glæde, weekender fri eller årlige ferier betalt af chefen er som at betale for at elske, det kunne måske synes som det samme, men der er noget der mangler.

Hundreder af teorier stabler sig op i bøger, pamfletter og revolutionære aviser. Vi må gøre dit, gøre dat, se tingene som den eller den sagde det, fordi at de er de sande fortolkere af fortidens den ene eller den anden; én af dem med store bogstaver der fylder de kvælende volumer af klassikere.

Selve nødvendigheden ved at have dem tæt ved hånden er en del af liturgien. Ikke at have dem ville være et dårligt signal, være mistænkeligt. Men det er til nytte at have dem ved hånden. Siden de er så tunge kunne de f.eks. bruges til at smide i ansigtet på en eller anden irritation. Om end ikke en ny, så altid sund påmindelse om revolutionære teksters gyldighed, fortide som nutidige.

Der står aldrig noget om glæde i disse værker. Klosterets askese har intet at misunde den tunge luft man indånder i deres sider. Deres forfattere, revolutionens præsteskab i hævn og straf, bruger tiden på at opveje skyld og gengældelse.

På den anden hånd har disse hellige mænd i fløjlsbukser påtaget sig et kyskhedsløfte, så dette pådutter og forventer de også af andre. For de ønsker at blive belønnede for de ofre de har gjort. For det første forlod de deres komfortable omgivelser som deres oprindelige klasse tilbød dem, derefter brugte de deres evner til tjeneste for de udnyttede. De er nu blevet vant til at bruge ord som ikke er deres og til at finde sig i beskidte bordduge og uredte senge, så nu har man idet mindste bare at høre på dem.

De drømmer om ordentlige revolutioner, omhyggeligt optegnede principper, anarki uden turbulens, og hvis tingene tager en uventet drejning, begynder de at skrige, råbe højt nok for at politiet kan høre dem.

Revolutionære er troende, ikke revolutionen.

oversat af Bob Ild.

Skriv en kommentar

Filed under anarki, anarkisme, anarkistisk teori

Tjære & Fjer, Nr. 1

så er de mindre tekser i en pdf i pamflet-format, klar til at printe ud. bare klik her

teksterne er:

Massimo Passamani: Ord Rettigheder og Politiet

Kellen Kass: Brug Misbrug og Industrialisme

Wolfi Landstreicher: Teknologi og Klassekamp

Anon: Om Retfærdig Vold

325: Fængsels-samfund, Reformisme og Insurrektion.

Skriv en kommentar

Filed under anarkistisk teori, civilisationskritik, teknologi-kritik