nu da weekendens mediehysteri har lagt sig en smule, og hele den danske venstrefløj synes at sidde med fingrene peget i alle mulige retninger for at skyde skylden alle andre steder hen at lige netop deres lille ideologiske niché, synes et par kommentarer fra sidelinjen at være på sin plads.
Alle mulige undskyldninger, bebrejdelser og afstandstagninger var nemlig hvad der kom ud af to eller tre dages mediestorm og selv arrangørerne af festivalen med det ellers lovende navn ”Undoing the City” tog afstand og udtalte at havde de vidst hvad der ville ske havde de aldrig arrangeret festen. Dette på trods af at de ønskede at ”gøre byen til en kampzone”.
Set med denne skribents øjne lyder det som om aktivisterne pissede i bukserne da nogle mennesker fjernede deres ord fra retorikkens ufarlige rige og satte handling bag dem. Og det er jo ikke så rart når alt var planlagt til at være en symbolsk sejr der så godt ud i medierne og som passede ind i et ideologisk regelsæt.
Flere frustrede forklaringer er kommet ovenpå urolighederne, som for eksempel at det var ”overskud af energi”. Ja, for vrede og raseri lyder jo ikke så rart. Kunne det tænkes at ”overskud af energi” er hvad der kommer ud af tomme slogans? At denne overskud af energi er en vrede, en følelse af afmagt der tiltager med opdagelsen af at ens liv langomt tømmes for enhver mening i ”byen” som, når alt kommer til alt, ikke er andet end en arbejdslejr med kulturelle tilbud, fetischeret af postmodernister og teknofile revolutionære? I sidste ende har jeg selvfølgelig ingen anelse, siden jeg ikke var tilstede
En anden aktivist finder det problematisk at man ikke kan kommunikere en sådan form for destruktion ud.
Det kunne selvfølgelig tænkes at ødelæggelsen er kommunikationen. Problemet for venstrefløjen er at den ikke kan overtage denne ødelæggelse. Den kan ikke kontrollere den og styre den i en retning der passer indenfor ideologien. Den er ukontrollérbar og eksplosiv. Og den ser ikke god ud i medierne. Medierne synes for tiden at være det eneste aktivister beskæftiger sig med i deres ihærdige forsøg på at stable en kontrollérbar massebevægelse på benene som er nødvendig for at lave spektakulære symbolske aktioner, som f.eks. sandholmlejr-aktionen hvor aktivisterne vandt en symbolsk sejr ved at rive et hegn ned. Den spontane ødelæggelse, det ukontrollérbare angreb mod det eksisterende, ikke det symbolske, og som ikke stiller krav, ikke indgår forhandlinger eller forklarer sig selv, ligger derfor i konflikt, både med aktivisterne, medierne og magthaverne, fordi at i en verden af billeder og symboler, er symboler og billeder det eneste sikre, det eneste håndgribelige, og det eneste der er tilladt.
