af Alfredo M. Bonanno
II
Jeg kalder en kat for en kat.
-Boileau.
Alle er er vi optagede af det revolutionære problem om hvordan og hvad der bør produceres, men hvad ingen påpeger er at producering er et revolutionært problem.
Hvis produktionen er ved roden af kapitalistisk udnyttelse, vil det at ændre produktionen blot være at ændre udnyttelsesmetoden.
En kat, selv hvis du maler den rød, er stadig en kat.
Producenten er hellig. Helgengør hans offer i produktionens navn og les jeux sont faits.
,,Men hvad vil vi spise?” vil bekymrede folk spørge. ,,Brød og snor,” svarer realisten, med det ene øje rettet mod gryden og det andet på sin pistol. ,,Ideer”, mumler idealisten, med det ene øje i drømmenes bog og det andet hvilende på menneskeracen.
Enhver der rører ved produktitiveten er færdige.
Kapitalismen og dem der bekæmper den, vil sidde skulder ved skulder på producentens lig, men produktionen må og skal fortsætte.
Kritikken af politisk økonomi er en rationalisering af produktionsmetoden, med det mindste besvær (for dem der nyder godt af det hele). Alle andre, dem der oplever udnyttelsen på deres egne kroppe, må sørge for at der intet mangler. Hvordan skulle vi ellers leve?
Når han træder ud i lyset ser mørkets søn intet. Præcis som da han famlede rundt i mørket. Glæde blænder ham. Den dræber ham. Så han kalder den en hallucination og fordømmer den.
De fede burguoisere basker sig i opulent lediggang. Så nydelse er en synd. Det ville være at dele oplevelser med burguoisiet, og derfor at svigte det producerende proletariat.
Men sådan hænger det ikke sammen. Burguoiseren vil gå langt for at holde udnyttelsesprocessen kørende. Han er også stresset og finder ingen tid til glæde. Hans krydstogter handler om at gøre nye investeringer. Hans elskere er femte-kolonne enheder.
Produktivitetsguden dræber også sine tro tjenere. Riv hovederne af dem og en flod af skrald strømmer ud.
Den sultne stakkel føler hævntørst når han ser de rige og deres entourage. Fjenden må ødelægges for en hver pris, men red byttet. Rigdom må ikke ødelægges, men bruges. Det er ligegyldigt hvad det er, hvilken form det tager sig eller til hvilken nytte det er; Hvad det gælder om er at snuppe det fra hvem end der er i besiddelse af det på det givne tidspunkt, så alle kan få adgang til det.
Alle?
Alle, selvfølgelig!
Og hvordan ville dette ske?
Med revolutionær vold.
Godt svaret, men, hvad vil vi gøre når vi har halshugget så mange at vi er trætte af det? Hvad vil vi gøre når der ikke er flere jord- og fabriksejere tilbage, selv hvis vi er ude og lede med lygter?
Så vil revolutionen herske. Alle vil nyde efter behov og yde efter evne
Lige et øjeblik, kammerat. Det her lugter af bogholderi. Vi taler om forbrug og produktion. Alting er stadig indenfor produktionens rammer. Det er aritmetikken der giver dig en tryghedsfornemmelse. To og to giver fire. Hvem vil argumentere i mod denne ‘’sandhed”? Tal dominerer verden. Hvis de altid har gjort det, hvorfor skulle de så ikke fortsætte med det?
Vi behøver alle noget solidt og vedvarende. Sten til at bygge en mur der kan tilbageholde de impulser der er begyndt at kvæle os. Vi har brug for objektivitet. Chefen sværger ved sin tegnebog, bonden ved sin spade, den revolutionære ved sin pistol. Lad et glimt af kritik skinne igennem, og du vil se korthuset falde sammen. Det er med sin tunge objektivitet at hverdagens verden former og reproducerer os; vi er alle børn af den daglige banalitet. Selv når vi taler om ‘alvorlige’ ting som revolution, er vores øjne stadig limet til kalenderen. Chefen frygter revolutionen fordi den vil fratage ham sin rigdom, bonden vil lave den for at få et stykke land og den revolutionære for at teste sin teori.
Hvis problematikken ses på disse betingelser er der reelt ingen forskel på tegnebog, jord og revolutionær teori. Alle af disse ting er ret imaginære og intet end spejlbilleder af menneskelig illusion.
Kun kampen er virkelig.
Den skiller chef fra bonde og etablerer et bond imellem sidstnævnte og den revolutionære.
De organisationsformer som produktionen iklædes er ideologiske værktøjer for at skjule illusorisk individuel identitet. Denne identitet projekteres så ind i det nye økonomiske værdi-koncept. En kode etablerer dets fortolkning. Cheferne kontrollerer dele af denne kode, som kan ses i forbrugssamfundet.
Den psykologiske krigsførelses og den totale repressions teknologier bidrager også deres til ideen om at man er menneske på den betingelse at man producerer.
Andre dele af koden kan modificeres. De kan ikke undergå revolutionær forandring, men bliver blot justeret fra tid til anden. Tag f.eks. masseforbruget som har taget over for det gamle luksusforbrug. Og så er der de mere raffinerede, som den selv-styrede kontrol over produktionen. Endnu et element i udnyttelsens kode.
Og så videre. Enhver der beslutter sig for at organisere mit liv for mig, kan aldrig være min kammerat. Hvis de prøver at retfærdiggøre dette med, at nogen jo skal producere, ellers vil vi miste vores identitet som mennesker og blive overmandet af den vilde natur, vil vi svare at menneske/natur forholdet er et produkt af det oplyste marxistiske bourgouseri. Hvorfor i alverden ønskede de at forvandle en spade til en plov? Hvorfor må og skal mennesket stræbe efter at adskille sig fra naturen?
oversat af Bob Ild.
Derrick Jensen: A Language Older Than Words.
![050409_china_protest_bcol7a.standard[1] 050409_china_protest_bcol7a.standard[1]](http://tjaereogfjer.files.wordpress.com/2009/06/050409_china_protest_bcol7a-standard1.jpg?w=391&h=254)


